Hjælp til Soldaterlegatet, som igen i år virkelig har gjort en stor forskel for veteraner.

Kære venner af Soldaterlegatet

Vi skriver for at bede jer om at støtte Soldaterlegatet i 2020 med en donation på 200 kr. for at sikre Soldaterlegatets fortsatte arbejde for danske veteraner.

Hver donation på 200 kr. bidrager til, at Soldaterlegatet årligt kan indhente 200.000-250.000 kr. i momskompensation – midler, som bruges til legatuddeling til skadede danske veteraner. Alle donationer fra privatpersoner samler vi på en særskilt donationskonto. Disse midler benyttes ubeskåret til legatuddeling, helt uden administrationsudgifter.

Når året er gået, vil Soldaterlegatet i 2020 have uddelt ca. 300 legater til en værdi af ca. 4,5 mio.kr. til veteraner, der på grund af deres skade fra udsendelse er kommet i økonomiske vanskeligheder. Samlet har Soldaterlegatet i de seneste 11 år støttet danske veteraner med over 90 mio. kr.

2020 har været et usædvanligt og svært år. Covid-19-krisen har gjort det vanskeligt at trænge igennem med vores vigtige budskab om, at arbejdsskademyndighederne endeligt skal behandle veteraners anmeldte erhvervssygdomssager efter gældende ret. Soldaterlegatet nåede at afholde en høring om emnet på Christiansborg i februar, kort inden Danmark blev lukket ned. Siden har politikernes fokus været vendt mod coronakrisen og dens konsekvenser.

En landsretsdom i sommers har dog, på baggrund af Soldaterlegatets juridiske analyse fra 2019, slået fast, at myndighedernes bevisvurderinger er forkerte, når der træffes afgørelser i veteraners anmeldte PTSD-sager. Soldaterlegatet vil bruge denne sejr som trædesten til at opnå, at samtlige afviste veteransager bliver genoptaget.

Bidrag kan overføres til:

  • MobilePay-nummer 36723
  • Bankkonto reg.nr. 3001 konto 10600863

Husk at angive cpr-nr./cvr-nr. ved overførslen, såfremt du ønsker, at Soldaterlegatet skal indberette donationen til SKAT med henblik på fradrag.

Vi håber, at I vil støtte os i arbejdet.

Glædelig jul og godt nytår!