På vej hjem med nye mål i horisonten

Torsdag aften blev der sat officielt punktum for VETCAMP 2017, men inden hjemrejse satte veteranerne ord på de mål, som VETCAMP 2017 har motiveret til.

Af Morten Fredslund

Den sidste aften på Club La Santa blev indledt med en afsluttende middag med VETCAMP’ens storsponsor, Rune Knude, fra KrogagerFonden som vært.

Traditionen tro blev der under afslutningsceremonien uddelt diplomer til alle deltagere, og diplomer var der også til alle, der gennemførte torsdagens mini Iron Man.

Vinderne af de tre grupper blev henholdsvis Nichlas Rønne Dam i tiden 22:04, Kim Wilsborg i 25:08 og Thomas K. Andersen i 25:51. De tre gruppevindere indtog også de tre første pladser i den samlede stilling.

VETCAMP’ens hovedsponsor, Rune Knude, var tilstede under afslutningsceremonien og stod for præmieoverrækkelse og uddeling af diplomer.

Rune Knude fik overakt Veteranstøttens skjold som tak for hans og KrogagerFondens store indsats for at forbedre danske veteraners livsvilkår. Skjoldet blev overrakt af næstformand i Danmarks Veteraner og Veteranstøtten, Per Hinrichsen.

På programmet var også kåring af VETCAMP’ens ”Bedste Fighter”, og det var en både stolt og rørt Michael Simonsen, der blev kaldt frem for at modtage hædersprisen til stor applaus fra de øvrige vetcampere.

”1000 tak til jer alle. Det har været en af de bedste uger i mit liv,” sagde Michael blandt andet i sin takketale.

Fredag står i hjemrejsens tegn. Men før afgang fra Club La Santa gav alle veteranerne hver især deres bud på, hvilke idrætsmæssige mål, som VETCAMP’en har motiveret deltageren til at sætte sig i den nærmeste fremtid.