Danske FN soldater 2 år efter

Den efterfølgende tekst er uddrag fra bogen: Danske FN-soldater 2 år efter. Opfølgningsundersøgelse af DANBAT 7 og 8.af Henrik Elsig Andersen. Psykologisk afdeling ved forsvarets center for lederskab. Januar 1998. 2. Oplag – marts 1998. ISSN 0901-3881 FCLPUB 144.

FORORD

I august og september 1995 blev de danske styrker i det tidligere Jugoslavien (DANBAT hold 7 og 8) involveret i parternes kamphandlinger. I den forbindelse mistede 3 danske soldater livet og flere blev sårede.

Nogle måneder forinden, i juni 1995, havde Forsvarskommandoen nedsat “Arbejdsgruppen vedrørende støtteordninger for tilskadekommet FN- personel m.fl. og pårørende”. I direkte forlængelse heraf, og i tilknytning til de voldsomme hændelser på DANBAT hold 7 og 8, blev der i juni 1996 nedsat en ny arbejdsgruppe (AGIPSYKSTØT), der skulle kortlægge og samordne den psykologiske støtte, der blev ydet soldater udsendt i International mission, herunder komme med forslag til eventuelle justeringer- /forbedringer. På baggrund af dette arbejde, afsluttet i januar 1997, blev det bl.a. besluttet at det udsendte personel fremover skulle have tilbud om støtte igennem et særligt opfølgningstiltag. I forlængelse heraf anmodede Hærens Operative Kommando i april 1997 Forsvarets Center for Lederskab om, at dette opfølgningstiltag også blev iværksat for personel fra DANBAT hold 7 og 8. Det er resultaterne fra dette arbejde, der nu foreligger.

Undersøgelsen er udført af FLJLDM cand. psych. Henrik Elsig Andersen. FULDM cand. psych. Birgitte Hommelgaard har bidraget ved såvel forberedelse som gennemførsel af undersøgelsen. FULDM cand. stat. Erik Kousgaard har gennemført de statistiske analyser.

Endelig skal der rettes en tak til de mange soldater fra DANBAT hold 7 og 8, som ved deres medvirken i undersøgelsen har stillet deres erfaringer til rådighed.

Sten Martini

Chefpsykolog

1. Sammenfatning og konklusioner

I forbindelse med krigen i det tidligere Jugoslavien var DANBAT hold 7 og 8 involveret i kamphandlinger i maj, august og september 1995.

Formålet med nærværende opfølgningsundersøgelsen har været:

  • At identificere personer fra DANBAT hold 7 og 8, der selv angiver et behov for hjælp, eller som skønnes at have et sådant.
  • At tilvejebringe statistisk holdbare instrumenter til screeningsbrug (udarbejde spørgeskema og procedurer for det fremtidige opfølgningsarbejde).

Undersøgelsen er udført ved hjælp af spørgeskemaer, indsamlet i perioden juli-oktober 1997. 1082 personer har returneret skemaet, svarende til en opnåelsesprocent på 74.

Undersøgelsen belyser hvilke efterreaktioner, der forekommer hos personel fra DANBAT hold 7 og 8, samt i hvilket omfang eventuelle efterreaktioner er belastende for disse personer. Endvidere afdækkes, om der kan konstateres sammenhænge mellem nuværende reaktioner og oplevelser under og efter udsendelsen. Endelig undersøges der om der er behov for opfølgningsundersøgelser, og om den valgte metode er hensigtsmæssig med hensyn til at få kontakt til personel med belastende efterreaktioner.

1.1 I hvilket omfang er reaktioner belastende for personerne?

I alt vurderes 172 personer (16%) at tilhøre en risikogruppe, idet disse personer har reaktioner, der kan antages at have en negativ indflydelse på deres liv. På baggrund af kontakten til en del af disse personer synes det klart, at mange i et vist omfang har lært at leve med reaktionerne og ikke har behov for professionel bistand. Imidlertid identificeres 27 personer fra risikogruppen, der blev bedømt som særligt belastede med behov for psykologisk bistand/behandling. Denne gruppe af særligt belastede udgjorde 2.5% af den samlede respondentpopulation.

1.2 Hvilke efterreaktioner kan konstateres?

Der kan konstateres en bred vifte af efterreaktioner. De reaktioner, der var overrepræsenteret hos respondenter i risikogruppen, var depressive reaktioner, såsom selvmordstanker, en følelse af at være forladt, at noget indeni var gået itu, og at alt var meningsløst. Endvidere havde mange en følelse af uvirkelighed, og forholdet til andre mennesker var præget af vanskeligheder (forsøgt at undgå andre, svært ved at komme ud af det med andre, og en følelse af, at være isoleret fra andre). Også aggressive reaktioner var fremtrædende (ønske om at skade andre, ønske om hævn og lyst til “at smadre det hele”). Disse personer havde let ved at miste balancen, følte sig ofte bange og havde hyppigt mareridt.

1.3 Er der sammenhæng mellem nuværende reaktioner og oplevelser under og efter udsendelsen?

Der er konstateret en sammenhæng mellem nuværende reaktioner og stress- eksponeringen under udsendelsen, den emotionelle og kognitive reaktion på oplevelser, de sociale relationer under udsendelse samt potentielt belastende begivenheder efter hjemkomst. Særligt fremtrædende er sammenhængen mellem nuværende reaktioner og vanskeligheder i forbindelse med hjemkomsten samt sociale relationer efter hjemkomst.

1.4 Er der behov for opfølgningsundersøgelser?

På baggrund af undersøgelsens resultater, må det konkluderes, at der er behov for opfølgningsundersøgelser blandt udsendt personel. Det kan konstateres, at soldaterne har efterreaktioner som følge af deres udsendelse. Omfanget af disse reaktioner hænger sammen med både oplevelser under og efter udsendelsen. Efter udsendelsen er de centrale problemområder hjemkomstsituationen og forholdet til personens nærmeste. Vanskeligheder på disse områder kan forværre allerede eksisterende reaktioner – eller kan være årsag til sådanne reaktioners opståen. Der er derfor behov for, at forsvaret opretholder en kontakt til tidligere udsendt personel i en vis, periode efter hjemkomst. Ved at opretholde denne kontakt tilkendegives flere ting: Dels en anerkendelse og påskønnelse af soldaternes indsats, dels en legitimering af at efterreaktioner kan forekomme og endelig muligheden for at tilveje- bringe og viderebringe information om personellets velbefindende, hvorved rygtedannelsers indflydelse kan nedbringes.

1.5 Er undersøgelsesformen hensigtsmæssig?

Erfaringerne fra gennemførelsen af nærværende undersøgelse tyder på, at undersøgelsesformen er en hensigtsmæssig måde at kontakte tidligere udsendt personel på. Der opnås kontakt til en stor del af risikogruppen. Den gennemførte frafaldsanalyse giver ikke grund til at antage, at gruppen af ikkerespondenter især rummer personer, der vægrer sig mod at tage imod hjælp. Fremgangsmåden må konstateres som egnet til at identificere personer, som bør have tilbud om støtte.

1.6 Hjemkomsten – en særlig problematik?

Mange oplevede visse vanskeligheder med at komme i gang igen efter udsendelsen. En del oplevede kun begrænset interesse fra familie og venner, og mange angiver, at det ikke sagde dem så meget at være sammen med familie og venner igen. En stor del bedømmer endvidere hjemkomstprogrammet negativt. I lyset af den klare sammenhæng der konstateres mellem vanskeligheder ved hjemkomsten og nuværende reaktioner, vil forholdene omkring hjemkomstprogrammet blive vist særligt interesse i de kommende opfølgningsundersøgelser af det udsendte personel.

2. Indledning

2.1 Baggrund for undersøgelsen.

Danmark har siden 1992 deltaget med soldater i den fredsbevarende mission i det tidligere Jugoslavien. Dette har betydet nye udfordringer og nye op- gaver for forsvaret. Det har været centralt for forsvaret at indsamle erfaringer fra udsendelserne for til stadighed at kunne udføre opgaven optimalt. Ikke mindst har det været vigtigt at følge konsekvenserne, i form af efterreaktioner fra alvorlige hændelser for det udsendte personel. Psykologisk Afdeling ved Forsvarets Center for Lederskab (PSAIFCL) har på de tre første udsendte hold opsamlet mandskabets erfaringer og for hold 4 undersøgt de pårørendes situation under udsendelse. I øjeblikket pågår endvidere undersøgelser af IFOR hold 2 og SFOR hold 3. Bl.a. på baggrund af de første års erfaringer stod det klart at personel, der havde været udsat for alvorlige hændelser, kunne få psykiske efterreaktioner. I kraft af denne erkendelse opbyggede

forsvaret en række tiltag, herunder tilbud om støtte til det udsendte personel og pårørende.

Med mellemrum rejstes imidlertid kritik i medierne, idet forsvarets tilbud blev beskyldt for ikke at være fyldestgørende. På baggrund af bl.a. denne kritik i medierne nedsatte Forsvarskommandoen i 1996 en arbejdsgruppe (AGPSYKSTØT) med repræsentanter fra de operative kommandoer, For- svarets Sundhedstjeneste, Forsvarets Center for Lederskab, Forsvarets Oplysnings- og Velfærdstjeneste og Kærprovsten. Arbejdsgruppens opgave var at afdække hvilken psykologisk støtte, der blev ydet soldater udsendt i international mission, og komme med forslag til eventuelle justeringer/ for- bedringer. En særlig opgave var at formulere en overordnet policy vedrørende forsvarets imødegåelse af psykiske efterreaktioner’. Denne policy blev formuleret som følger:

“Målgruppen er forsvarets hjemsendte og tjenstgørende personel samt disses pårørende, som trues eller lider af psykiske efterreaktioner, forårsaget af traumatiske hændelser i tjenesten.

Det er forsvarets policy, at der i forsvarets rammer skal eksistere et tilbud om støtte til personel og pårørende, der lider af sådanne efterreaktioner, som i væsentlig grad påvirker deres hverdag. Hovedvægten i denne indsats skal ligge på forebyggelse, idet det igennem omhyggelig selektion og uddannelse tilsikres, at personel i videst muligt omfang kan håndtere belastende situationer. Et grundlæggende princip i tilbudet skal være frivillighed, og det er vigtigt, at holdningen til at søge bistand for psykiske efterreaktioner skal være præget af åbenhed, ligesom det er centralt at få gjort op med negative holdningsdannelser på området. I det omfang støtten ydes inden for de af forsvarets fastsatte rammer, gælder tilbudet alle og ydes vederlagsfrit under hensyn til vurderingen af behovet i det enkelte tilfælde”‘.

Arbejdsgruppen konkluderede, at de eksisterende tiltag i det store og hele var hensigtsmæssige og dækkende for behovet men at visse mindre justeringer og forbedringer var ønskelige.

Blandt de forbedringer arbejdsgruppen anbefalede, og som FKO efterfølgende besluttede at iværksætte, var en særlig opfølgning i form af spørgeskemaer om efterreaktioner til udsendt personel cirka 6 måneder efter hjemkomst. Baggrunden herfor var dels en formodning om, at en del soldater ikke selv opsøger psykologisk hjælp, dels at en del reaktioner først opstår nogen tid efter hjemkomst. Samtidig blev det understreget, at enhver form for psykologisk støtte eller hjælp må tage udgangspunkt i personens frivillighed overfor tilbuddet.

En sådan opfølgningsindsats med henblik på at afdække forekomsten af psykiske problemer efter international tjeneste balancerer mellem to modsætninger. På den ene side det uhensigtsmæssige i at udvise for stor aktivitet: Kun et mindretal har efter international tjeneste behov for psykologisk bistand, og overdreven aktivitet medfører risiko for “sygeliggørelse” af personel, der reelt ikke har problemer. Det er væsentligt at huske på, at 90-95% af personellet normalt ikke vil have behov for psykologisk bistand . På den anden side risikoen for at være for passiv med tilbud om støtte: Det kan ikke blot tages for givet, at personel selv vil henvende sig, hvis de får psyko- logiske og/eller psykosociale vanskeligheder, selvom der foreligger et generelt tilbud. Dette bunder i flere forhold, først og fremmest en holdningsbaseret modvilje mod at søge psykologisk bistand udfra devicen “sådan noget må man selv kunne klare”, men også en uklarhed om, hvornår vanskeligheder kræver professionel hjælp og/eller manglende tro på, at professionel hjælp nytter.

DANBAT hold 7 og 8 var udsat for meget alvorlige kamphandlinger i maj, august og september 1995, uden at der blev iværksat særlige tiltag til netop disse hold. Der har efter hjemkomsten været enkelte tilfælde af selvmord blandt soldaterne, med efterfølgende kritik fra pressens side af forsvarets indsats overfor personellet. Hærens Operative Kommando (HOK) anmodede derfor PSA/FCL om at undersøge behandlingsbehovet samt yde den fornødne hjælp. Undersøgelsen skal dels ses i lyset heraf, dels som den første i en række, der rutinemæssigt skal iværksættes, dvs. som en pilotundersøgelse med et undersøgelsesmetodologisk sigte.

2.2 Undersøgelsens formål og problemstillinger.

Formålet med opfølgningsundersøgelsen har været:
  • At identificere personer fra DANBAT hold 7 og 8, der selv angiver et behov for hjælp, eller som skønnes at have et sådant.
  • At tilvejebringe statistisk holdbare instrumenter til screeningsbrug (udarbejde spørgeskema og procedurer for det fremtidige opfølgnings- arbejde).

Undersøgelsen skal belyse følgende problemstillinger:

Hvilke psykiske efterreaktioner kan der konstateres blandt personer fra DANBAT hold 7 og 8?
I hvilket omfang er eventuelle efterreaktioner belastende for personerne?
Kan behovet for opfølgningsundersøgelser efter udsendelse bekræftes (jf. AGPSYKSTØT)?
Er den valgte fremgangsmåde hensigtsmæssig med henblik på at få kontakt til personer med eventuelle vanskeligheder?

Kan der konstateres sammenhænge mellem nuværende efterreaktioner og oplevelser under og efter udsendelsen?

2.3 Undersøgelsens teoretiske grundlag – stress og traume

Udgangspunktet for undersøgelsens forståelse af reaktioner knyttet til belastende oplevelser er den nyere stressforskning. Selvom der i de senere år har været meget fokus på stress, foreligger der ikke nogen entydig eller klar definition af stress. I nogle sammenhænge opfattes stress som en reaktion i individet, og som en reaktion på krav, der enten stilles af omgivelserne eller personen selv, de såkaldte stressorer. I andre sammenhænge opfattes stress som en udefrakommende belastning.

5. Tiltag overfor risikogruppen

5.1 Kontakten med risikogruppen

Risikogruppen på 172 personer, er inddelt i to grupper efter forskelle i belastethed (med deraf følgende forskelle i støttetilbud):

Høj-risikogruppe, hvor en helhedsmæssig vurdering af spørgeskemaet indikerede visse vanskeligheder. Heri indgik personens egenvurdering af sin situation nu og for ét år siden, samt eventuelle indikationer fra personens bemærkninger i spørgeskemaet. Endvidere indgik oplysninger fra spørgeskemaet om respondentens forhold til familie og venner, mulige belastende begivenheder siden hjemkomst, vanskeligheder ved hjemkomst og oplevelser under udsendelsen. Denne gruppe (i alt 83 personer) blev forsøgt kontaktet telefonisk. Nogle få (N=13) havde i spørgeskemaet ikke afgivet accept af, at blive kontaktet telefonisk. Disse personer mod- tog brev, hvori de blev opfordret til at kontakte PSAIFCL. Det samme gjorde personer, der efter gentagne forsøg ikke kunne træffes telefonisk. Der opnåedes kontakt med 64 personer (77%).
Lav-risikegruppen, hvor en tilsvarende helhedsmæssig vurdering indikerede vanskeligheder i mindre grad. Denne gruppe udgjorde 89 personer, og 84 personer25 fra denne gruppe fik tilsendt brev, hvori tilbuddet om samtale fremgik, ligesom det anførtes, at FCL “erfaringsmæssigt ved, at nogle i den gruppe din besvarelse ligger i, har udbytte af en samtale”. Der var således tale om en mere tilbageholdende fremgangsmåde for at undgå unødvendig stigmatisering, jf. afsnit 2.2. I denne gruppe opnåedes kontakt med 14 personer (I 6%) altså markant færre end i høj-risikogruppen.
Det skal endelig nævnes, at der var telefonisk kontakt med to personer fra ikke-risikogruppen (begge havde udfyldt kontaktskrivelse). Alt i alt har der således været kontakt med 80 personer, jf. tabel 14.

6. Diskussion

6.1 Modtagelsen af spørgeskemaet.

I forbindelse med samtaler og ved bemærkninger i spørgeskemaet, angiver mange, at have oplevet ambivalente følelser, da de modtog spørgeskemaet, Dels ønskede de ikke at ribbe op i oplevelserne, dels var de glade for, at der blev vist interesse for dem, deres velbefindende og deres oplevelser, fx.;

“Min første tanke da jeg modtog brevet fra jer var: Åh nej ikke nu igen. Kan vi ikke bare få lov til at lade den oplevelse ligge bag os”

“Det er rart at vide, at der stadig er nogen, der interesserer sig for, hvordan vi har det’

Generelt må det siges, at spørgeskemaet er blevet godt modtaget. Det underbygges af den høje svarprocent men også fra bemærkninger i spørgeskemaet og tilkendegivelser ved samtaler. Der er ikke modtaget negative kommentarer til, at forsvaret har iværksat en opfølgningsundersøgelse. Der er forskellige indvendinger omkring tidspunktet for undersøgelsen samt spørgsmålene og svarkategorienes relevans og udformning, hvilket vil blive inddraget i den kommende justering af spørgeskemaet. Alt i alt må det konstateres, at modtagerne generelt opfatter undersøgelsen som relevant og hensigtsmæssig.

Der er ikke meget, der tyder på, at tiltaget opfattes som “for påtrængende” af respondenterne. Dette underbygges af den høje svarprocent samt det faktum, at kun 6 skemaer er returneret i anonymiseret eller uudfyldt stand. Synspunktet finder yderligere støtte i de mange positive tilkendegivelser overfor den aktive opfølgning, selvom de fleste samtidig anfører, at spørgeskemaet kommer alt for sent!

Flere har efterfølgende kontaktet PSAIFCL for at få feedback på deres svar, !sær hvorledes PSAIFCL vurderede dem i forhold til andre. Dette peger på en af vanskelighederne med psykologiske og psykosociale problemer: Det er ikke altid nemt for personen eller pårørende, at afgøre, hvornår der er behov for at opsøge professionel hjælp. Dette lidt uklare aspekt ved problemerne er dog ikke den eneste forklaring på, at man ikke selv opsøger hjælp. Under samtaler med personerne har der vist sig barrierer, der skal overskrides, før man søger psykologisk bistand. Hos nogle har dette bundet i frygt for, at informationer om psykologbistanden skal tilgå uvedkommende. Hos andre fornemmes også en mere grundlæggende barriere, der kan bunde i flere ting. Dels misforståelser med hensyn til hvori psykologhjælpen består, dels en følelse af nederlag over ikke selv at kunne løse problemerne og endelig en manglende tro på, at samtale vil nytte, idet psykologen (ligesom andre mennesker) ikke antages at kunne forstå de oplevelser, soldaten har haft. Et sidste aspekt der skal peges på, er manglende viden om forsvarets tilbud til tidligere udsendt personel, især hos personer, der ikke længere er tilknyttet forsvaret.

Det hensigtsmæssige ved undersøgelsen består i dens mulighed for at skabe kontakt til personer med belastende reaktioner uden derved at sygeliggøre en stor majoritetsgruppe, der ikke har behov for hjælp. Dette betyder dog ikke, at man får fat på alle personer med belastende reaktioner. Dette er næppe muligt med nogen metode. En mere aktiv fremgangsmåde, eksempelvis obligatoriske psykologsamtaler 6 måneder efter hjemkomsten ville formentlig skræmme en del også nogle af dem, der gerne vil udfylde et spørgeskema. Som flere angiver, har udfyldelsen af spørgeskemaet sat mange tanker i gang. Hos nogle har dette været medvirkende til at skabe ny indsigt i eventuelle reaktioner. En del har udfyldt og diskuteret skemaet med deres pårørende, hvilket flere angiver har været positivt og har nuanceret deres eget billede af deres reaktioner. Det kunne overvejes at lade pårørende medvirke i fremtidige opfølgningsundersøgelser, men det rummer nogle etiske problemstillinger, der kræver en nærmere vurdering. Det blev gjort i den hollandske undersøgelse, og langt de fleste var her positive overfor tiltaget. Nogle af respondenterne i nærværende undersøgelsen foreslår det primært med den begrundelse, at pårørende er bedre til at vurdere forandringer end personen selv.

6.2 Hjemkomsten – en særlig problematik

Den sammenhæng, der konstateres mellem vanskeligheder ved hjemkomst og omfanget af reaktioner 2 år senere, er tankevækkende. Mange oplever visse vanskeligheder med at komme i gang igen med det civile liv. Næsten 40% oplevede kun begrænset interesse og støtte blandt venner og familie, og udsagnet “det sagde mig ikke så meget at være sammen med venner og familie”, er næsten hver fjerde enig i. Sammenhængen mellem vanskeligheder ved hjemkomst og efterfølgende reaktioner er konstateret i andre undersøgelser, bl.a. en undersøgelse af 247 veteraner fra Vietnamkrigen, hvor hjemkomstvanskeligheder var den variabel, der bedst kunne forudsige symptomer på PSTD mere end 25 år senere. Hjemkomstvanskeligheder forudså fremtidige PTSD-reaktioner bedre end såvel kampeksponering, barndoms- og civiltraumer samt kritiske, stressfulde livsbegivenheder. En nærmere analyse af data viste, at de første 6 måne- der efter hjemkomst havde særlig betydning for efterfølgende PTSD symptomatologi. En anden undersøgelse af vietnaimveteraner har konstateret samme forhold, at vanskeligheder ved hjemkomst har højere forudsigelsesværdi i forhold til efterfølgende problemer end stress-/ kampeksponering. Denne undersøgelse omfattede godt 1200 personer, og der konkluderes, at hjemkomsten er en særlig vigtig begivenhed, hvis forløb i vid udstrækning afgør, om akutte reaktioner vil aftage eller udvikle sig til egentlige post-traumatiske stressforstyrelser. Hjemkomstproblematikken synes således særdeles central for efterfølgende vanskeligheder både på kort og langt sigt. Det er derfor betænkeligt, at mere end 80% af soldaterne fra hold 7 og 8 bedømmer hjemkomstprogrammets nytteværdi negativt. Hjemkomstprogrammet er efterfølgende revurderet og forbedret, men det bør overvejes at foretage endnu en vurdering af hjemkomstprogrammet.

6.3 Tiden efter udsendelse

I tiden efter hjemkomst er der to forhold, der træder frem som særligt betydningsfulde: Dels oplever mange vanskeligheder med at tale om oplevelserne, dels oplever mange problemer i forholdet til andre mennesker. Dette fremgår bl.a. af respondentemes bemærkninger i spørgeskemaet, hvilket indgår i de følgende overvejelser.

6.3.1 Vanskeligheder med at tale om oplevelser.

Noget, der dukker op igen og igen, er soldaternes vanskeligheder med at tale om deres oplevelser i det tidligere Jugoslavien. To svar fra undersøgelsen lyder eksempelvis:

“Det største problem jeg har haft i forbindelse med min udsendelse er, at jeg ikke kan fortælle folk herhjemme om mine oplevelser. De kan ikke forstå ens følelser og reaktioner…”

“Da jeg kom hjem var venner og familie selvfølgelig vældig interesseret i at høre om min udsendelse. Desværre holdt interessen sjældent mere end nogle fa minutter, for de forstod ikke det jeg havde så svært ved at beskrive.”

Nogle har selv svært ved at tale om deres oplevelser, medens andre oplever, at omgivelserne (primært familie/venner) ikke ønsker at høre om oplevelserne eller måske endog ikke tror på det, der fortælles. Mange angiver, at interessen blandt familie/venner er ganske kortvarig, hvorimod soldaternes behov for at tale om oplevelserne er langvarigt og måske vedvarende. Resultatet er, at en del holder op med at tale om oplevelserne og let kommer til at føle sig isoleret fra andre. De føler, at ingen forstår det, de har oplevet og føler det nytteløst at tale med andre. Mange oplever at stå alene med oplevelserne og derved også med de problemer, der kan være knyttet til oplevelserne. En del efterlyser grupper for tidligere FN-soldater, hvor de kan mødes og udveksle erfaringer.

6.3.2 Forholdet til andre mennesker

I forhold til ikke-risikogruppen er der signifikant ringere sociale relationer efter hjemkomst hos personer i risikogruppen. Ganske vist havde denne gruppe også ringere sociale relationer under udsendelsen, men forskellen er mere markant efter udsendelsen. At overgangen fra en militær dagligdag under udsendelse til en normal militær eller civil hverdag kan påvirke de sociale relationer i negativ retning, er konstateret i flere undersøgelser fra Vietnamkrigen og 2. verdenskrig/Koreakrigen . Også tidligere PSAIFCL undersøgelser påpeger sammenhængen mellem sociale relationer og efterreaktioner. Disse undersøgelser påpeger, at den sociale støtte – hvad enten den er knyttet til mellemmenneskelige relationer eller er knyttet til mere overordnede forhold, såsom støtteforanstaltninger – har afgørende indflydelse på reaktioners opståen og udvikling, .

Resultaterne fra undersøgelsen af hold 7 og 8 tyder på, “at vanskeligheder ved hjemkomsten, både i forhold til sociale relationer og det “at komme i gang igen”, kan skabe efterfølgende problemer eller forstærke allerede eksisterende problemer. Et citat fra undersøgelsen lyder således;

“Først efter hjemkomsten begyndte mine problemer – Det gav sig udtryk i store søvnproblemer, angst ved mistet overbid mistro overfor alt ukendt meget irritabel, meget kritisabel overfor min kæreste og kæmpe behov for at vide hvad alle lyde var. Det var først da jeg havde kørt min kæreste ned til “sokkeholderne’, og min familie følte sig magtesløse og usikre på, hvor de havde mig, at jeg kontaktede en kollega der “lykkeligvis” havde haft samme problemer – han foreslog mig at kontakte psykologerne – og dette viste sig, at være en god hjælp.”

Disse overvejelser peger på, at efterreaktioners opståen og udvikling er et komplekst fænomen, der indeholder forskellige dimensioner, og én af disse dimensioner er forandringer i de sociale relationer.

6.4 Forståelsen af efterreaktioners opståen og udvikling

Der er ingen tvivl om, at oplevelser hidrørende fra hændelser under udsendelse i visse tilfælde kan skabe reaktioner både under og efter udsendelsen. Det synes også klart, at disse reaktioner kan vare ved i længere tid, og ikke nødvendigvis opstår umiddelbart efter de traumatiske begivenheder.

Reaktionerne kan være knyttet til selve den traumatiske begivenhed, dvs. begivenhedens intensitet, varighed, art m.v. Reaktioner kan også hænge sammen med personen, fx. den oplevede kontrol eller mangel på kontrol over situationen, samt forhold, der ligger før begivenheden, såsom eventuelle tidligere traumer, mestringstrategier, den kognitive forarbejdningsevne, intelligens, alder, uddannelsesniveau m.v.

Reaktionerne kan også være relateret til faktorer i individets omgivelser. Det handler bl.a. om de støtteforanstaltninger individet har til sin rådighed, samt hvorledes omgivelserne reagerer overfor personen. For soldaters vedkommende handler dette ofte om, hvorvidt soldatens indsats anerkendes og påskønnes af samfundet i almindelighed og forsvaret i særdeleshed.

Flere soldater fra hold 7 og 8 fortæller om en oplevelse af manglende anerkendelse for deres indsats, både fra forsvarets side og fra samfundet som helhed. En sådan anerkendelse kan ske på flere niveauer og flere måder. Særlig central er situationen omkring hjemkomst, hvor et hjemkomstprogram bør afspejle, at der for den enkelte soldat er tale om en helt særlig begivenhed og ikke blot en rutinemæssig overgang fra international tjeneste til almindelig tjeneste eller civil tilværelse. Hvad andre kan opfatte som små detaljer, eksempelvis overbringelse af medaljer og afholdelse af takketale af overordnede, tillægges generelt stor betydning af soldaterne. Følelsen af anerkendelse afhænger også af, hvorledes de tidligere FN-soldater behandles efter hjemkomst. Opleves der interesse fra forsvarets side, vil dette ofte støtte en følelse af at være anerkendt og påskønnet for sin indsats. Hvis der derimod ikke opleves interesse, kan dette let føre til en følelse af at være blevet svigtet.

Et sidste område, der kan tænkes at påvirke udviklingen af reaktioner er de sociale relationer. Voldsomme hændelser, hvor man oplever medmennesker opføre sig grusomt, ondskabsfuldt og destruktivt, kan ændre den grundlæggende opfattelse af medmennesker og gøre det vanskeligt, eller endog umuligt, at opretholde en grundlæggende tro på det gode i mennesket. Dette rummer en risiko for, at grundlaget for social kontakt smuldrer.

Reaktioner kan også bero på, at sådanne oplevelser, følelser og efterfølgende reaktioner kan være vanskelige at bearbejde, fordi de er vanskelige at sætte ord på. Det er ofte svært at tale om oplevelserne, ikke kun for den, der har haft de traumatiske oplevelser, men også for pårørende og andre.

Pointen i disse overvejelser er, at der efter udsendelsen er mange potentielt belastende faktorer, der kan influere på udviklingen af problematiske reaktioner. Visse personer kommer hjem til en meget anderledes hverdag og har gennemgået store personlige ændringer. Som en mor udtrykker det; “Det svære var, at min søn tog afsted som 20-årig, var væk i 6 måneder – og kom hjem 10 år ældre – dette kunne hverken han selv, vi eller hans venner helt forså.

Udover forholdet til familien og den civile vennekreds knytter andre for hold sig til venskabet og kontakten til soldaterkammeraterne. En soldat beskriver det således:

“Cirka et år efter at man er kommet hjem, begynder der at gå rygter om at den og den’ har fået det skidt. Tro mig, det gør mere ondt at fa sådanne op- lysninger, end selv mange af de ting man har oplevet nede i Jugoslavien. Jeg tror mange af mine kammerater vil vedkende sig dette”.

Der udtrykkes et behov for at vide noget om, hvorledes ens soldaterkammerater har det og behovet giver anledning til rygtedannelser. Sådanne rygtedannelser er jo naturlige, men det kan være hensigtsmæssigt, at tilvejebringe informationskanaler, som kan imødegå soldaternes behov for information, og samtidig medvirke til at undgå rygtedannelser.

Resultaterne fra opfølgningsundersøgelsen af hold 7 og 8 peger på, at langt flere aspekter end selve den traumatiske oplevelse er væsentlig for en forståelse af reaktionerne. Disse øvrige aspekter inkluderer forhold, der ligger efter de traumatiske oplevelser, og i undersøgelsen iagttages netop en sammenhæng mellem efterfølgende reaktioner og vanskeligheder i de sociale relationer samt, ikke mindre interessant, vanskeligheder i forbindelse med hjemkomst.