Gensynstur med VETERANSTØTTEN til Kroatien i perioden 05-13 AUG 2017

VETERANSTØTTEN havde for 13. gang arrangeret en tur til Kroatien. Igen var det for personer, der havde været udsendt i FN missionen UNPROFOR/UNCRO 92-95. Det planlagte program så meget spændende ud, og jeg var ikke i tvivl om, jeg skulle med.

Efter mange tilløb følte jeg mig klar til turen. Vi mødtes i Vordingborg den 05 AUG til en gang grill. Det var super godt, for på den måde fik vi sat ansigter på navnelisten. Der var enkelte kendte ansigter og en masse andre, der havde samme reference som en selv. Det var en behagelig fornemmelse at være blandt kollegaer.

Efter god mad og hygge var det sengetid. Vi havde en tidlig bus afgang (0530). Desværre fik turen en sur start. Færgen blev forsinket i 2 timer og betød lidt mindre pauser. Til gengæld var overnatningsstederne super. Det blev til ca. 17 timers buskørsel, og dermed var linjen lagt. Vel ankommet til Topusko blev vi indkvarteret og opdelt i vognhold. En god nats søvn og morgenmad, så var vi klar til at køre rundt i missionsområdet. Jeg var i C-coy bussen og var meget spændt på igen at se området. De øvrige i bussen havde været i c-coy 2-4-5, 6 og 8. Jeg selv på 4. God spredning. På den måde var historien dækket godt ind.

Lad mig sige det med det samme. DET var en super dejlig oplevelse. Hvad den ene ikke kunne huske, kunne den anden, og de 3 pårørende stillede de spørgsmål, der gjorde, at vi kom godt rundt i krogene. I vores område var der kommet flere mennesker tilbage, og en del huse var blevet udbedret, men selve området var tilsyneladende lige så fattigt som tidligere. De penge, der burde flyde ud i landdistrikterne, var svære at få øje på. Til gengæld var de mennesker, der boede i området, lige så søde og flinke som tidligere. Vores genbo i Majur fik fortalt en længere historie. Ved hjælp af datterens engelsk fik vi fortalt en hel masse om genopbygningen.  Vores OP’ er var stort set væk. Dem der var tilbage var meget faldefærdige, og hele området var generelt misligholdt. Byen Kostajnica lignede sig selv. En smule pænere og en hel del mere hyggelig. Folk der badede i floden UNA. Alene det, at der ikke er den store fare på færde var dejligt. Husene bar dog stadig præg af skudhuller m.v. På en eller anden måde var der en dejlig ro og hygge i hele byen. Vi kørte derefter mod nord til Hotellet, som var meget ødelagt. Der var dog stadig synlige beviser fra UN tiden. Savværket var der stadig og heldigvis, så var der fuld gang i det. Dejligt. Sniper tårnet stod som et kedeligt monument fra en kedelig tid. Vi var alle lidt spændte på, hvordan byen Sunja så ud. Lige i udkanten af byen besøgte vi en af naboerne til en OP. Konen levede stadig og var vildt begejstret, da hun så ”sin” FN soldat Ken. Det var en meget stærk oplevelse, og vi var alle meget berørte. Det gav varme og dejlige følelser. Byen Sunja så faktisk ok ud. Der var da enkelt steder, der stadig bar præg af tiden fra dengang, men i det store og hele var den ok. Dog må det siges, at så snart man kom lidt udenfor byen, så var man tilbage i det triste. Dengang var det stedet, hvor der næsten dagligt var en masse ballade. Området er dog stadig fyldt med miner, så hel godt er det ikke. Flere steder er man i gang med oprydning, men det vil der nok gå en del år med endnu. Der blev lagt og smidt rigtig mange miner ud.

Vi var i Petrinja for, at mindes en kammerat der blev dræbt. En tur til Dvor skulle vi naturligvis også og ikke mindst, fordi vi her skulle holde en mindehøjtidelighed for 2 af vores faldne kammerater. De 2 ceremonier blev afholdt med tale og nedlæggelse af blomster.

Der blev fortalt et par historier fra dengang, og vi kørte derefter op på Signalhøjen hvor 2 af vores passagerer var blevet beskudt og skudt. De blev begge evakueret til INF og videre derfra til A-coy, hvor de blev fløjet til MASH. Det var en fortælling, der ramte os dybt, og endnu engang fik det vores følelser rystet rundt. De pårørende til de 2 sårede fik sig en stor følelsesmæssig oplevelse. De kendte ikke de 2 soldater på tidspunktet, og derfor var det kun billeder og fortælling, de havde i deres hoveder. En på alle måder god oplevelse.

Efter alle disse stærke indtryk kunne det være dejligt med lidt civilisation. Derfor gik turen også til Zagreb. Her lignede det alle andre steder i Europa. Der var pænt og ordentligt samt en masse såkaldt almindeligt liv. Varehuse, restauranter, markeder (kæmpe stort) og hvad der i øvrigt hører til en storby på en 7-800 tusinder mennesker. Med lidt forstæder løber det op i ca. 1,2 millioner.

Efter dagens kørsel kom vi hjem til spisning og møde. Mødet var stedet, hvor vi skulle fortælle om vores oplevelser. En super god ide og nok noget, der var godt for os alle. Det var dejligt, rørende og spændende, at høre de andres fortælling. Det gav nok alle en bedre indsigt i helheden. Det var jo et stort område, og der skete mange ting. For den enkelte havde man nok i sit eget og i sit eget område. Man hørte da om aktiviteter de andre steder, men havde en stor del af tiden også rigeligt i sit eget område.

Der var mange personlige fortællinger, og det rørte os alle dybt. Det dejlige ved dette møde var, at man her var sammen med en masse personer, der havde lignede oplevelser og dermed også forståelse for den situation, man havde været i. Personligt var det det, samt de fortællinger ude i området, der rørte mig dybt. Samtalerne i bussen var helt fantastiske, og her tror jeg nok, jeg kan tillade mig at tale på alles vegne. Det var i hvert fald det, der kom frem om aftenen.

En oplevelse der var en helt anden kaliber var turen til Plitvice. Det var en kulturperle af de helt store og en stor tak for den oplevelse. Jeg vil sig, at varmen (35-39 grader) gav en ekstra oplevelse og udfordring. Til gengæld var maden i top. En kæmpe naturpark med en helt fantastisk natur. Den var absolut et besøg værd.

Jeg vil slutte med at rose VETERANSTØTTEN for det initiativ, der her er taget. Selvfølgelig vil der altid være ting, der kan laves om eller gøres på en anden måde, men på denne tur synes jeg, man havde planlagt og fik gennemført det hele på en rigtig god måde. En meget stor tak til alle og især dem i vogn 2. Uden jer ville der ikke have været disse fantastiske oplevelser. Det er dejligt at opleve, at der stadig er mennesker med en masse følelser og forståelse. Det er i hvert fald den måde, man kommer videre i livet på. Jeg ønsker jer alle det bedste og håber, I får den støtte og hjælp I, om nogen, fortjener. Pas rigtig godt på jer selv og hinanden. Brug VETERANSTØTTEN, VETERANCENTERET, HINANDEN og gør noget ved det, der skal til for at komme videre. Der er faktisk mange, der gerne vil hjælpe. Ha et godt liv.

 

Mange hilsner

Richardt Sølvertorp

Vogn 2